Blue Water Shipping: Konkrete resultater og læring fra de første 6 måneder

I foråret 2020 lige før pandemien ramte, annoncerede den danskejede globale transportør Blue Water Shipping (BWS) – og SpaceInvader – et fælles klimapartnerskab. Samarbejdet er en del af BWS’ ’Go Blue initiativ’, hvis formål er at gøre både egen og deres kunders forretning mere bæredygtig. Partnerskabet har fokus på at anvende SpaceInvaders transportsystem til at kapacitetsoptimere BWS godstransport, så den bliver både billigere og grønnere. Helt enkelt handler det om at få mere gods med hver lastbil

Først optimering i egen forsyningskæde

BWS startede med at analysere optimeringsmulighederne i egen forsyningskæde. Nu er de første værdifulde erfaringer gjort, og BWS har påbegyndt udvikling af grønne løsninger, der også kommer deres kunder til gavn.

”I starten af året kunne ingen forudse, at 2020 ville stå i Coronaens tegn. Pandemien til trods, har vi dog hverken stoppet kapacitetsoptimeringen ved hjælp af dobbeltstabling eller samarbejdet med SpaceInvader”, fortæller Mikkel Østergaard Kruse, Direktør for Road Operations.

BWS satte i første omgang ind, hvor der var særligt oplagte muligheder og har allerede hentet gevinster hjem i sin egen godstransport, selv om systemet også kræver tilvænning og nye drifts- og administrative rutiner. Det gælder i første omgang BWS stykgodskapacitet på udvalgte hub-til-hub transporter fra fx Danmark til Norge og både import fra og eksport til Italien.

Jannick Villadsen, disponent i BWS’ terminal i Greve fortæller om line-haul gevinsten på Norgesruten, hvor BWS i øjeblikket bruger løsningen på 3-4 ugentlige transporter mellem Danmark og Oslo:

“Når vi planlægger godset optimalt, får vi i snit 5,7 ekstra ladmeter med. På den omtalte rute har vi typisk 15 sæt i brug per bil og får 15 dobbeltstablede paller med, hvor godset er pakket til 1,20 cm. Den pakkehøjde er godt for slutmodtageren og pladsgevinsten kan ses i klimaregnskabet, fordi bilerne er fyldt helt op. Endelig sparer vi omkostninger, fordi vi kan bruge de eksisterende trailere og ikke skal leje dyre dobbeltdæks trailere ind dér hvor godset kan optimeres med SpaceInvader.”

BWS oplever, at SpaceInvader systemet er fleksibelt i brug, fordi stativerne kan rykkes strategisk rundt til forskellige hubs til billige penge, da de ikke fylder meget og hvis man har et distributionsnetværk der gør det muligt. På den måde er stativerne altid der, hvor man har brug for dem.

Der var dog også lidt udfordringer i starten.

“Vi skal holde styr på 30 stk. stativer – altså 15 sæt – per bil – og det krævede lidt ekstra administrativ indkøring i starten og så kræver løsningen, at det gods der er egnet til dobbeltstabling med SpaceInvader, bliver transporteret til en terminal, hvor de har udstyret til at læsse det op, hvis man ikke har stablere på bilen” siger Jannick Villadsen.

Siden marts har BWS gjort en særlig indsats for at optimere transport af ukurant stykgods og farligt gods. Begge godstyper kan være udfordrende at stable både højt og sikkert. Fokus har ligget i at optimere godshøjden for de omtalte transporter og på den måde at øge lastbilernes fyldningsgrad ved hjælp af dobbeltstabling.

Tænker løsningen ind i hele forretningen

Sideløbende har SpaceInvader arbejdet med BWS’ salgsorganisation i at tænke dobbeltstabling af pallegods ind i tilbuds- og salgsarbejdet, så BWS i tæt samarbejde med sine kunder kan identificere de indsatsområder, der skaber størst gevinst. Kapacitetsoptimeringen skal nemlig være en win-win indsats, der kommer både BWS og deres transportkunder til gode i form af bedre bundlinje og et grønnere i klimaregnskab.

”Vores salgsteam er i øjeblikket i gang med at identificere specifikke kundecases, der er særligt velegnede til dobbeltstabling. Vi forventer at optimere på ad hoc basis, da kundernes logistikbehov og flow aldrig er helt ens og vi ser allerede, at der kan være store gevinster at hente for hele forsyningskæden, når man arbejder sammen med at identificere og optimere pakning og transport af godset,” fortsætter Mikkel Østergaard Kruse.

Potentialet er stort – det har BWS allerede bevist

Ifølge BWS er det vigtigt, at kunderne viser mod og er åbne over for nye og innovative måder at gøre tingene på for at få succes med løsningen også i kundeleddet.

”Transportbranchen er ikke just kendt for at være first-mover, når det kommer til innovation. Og skal vi i mål med Danmarks klimaambitioner, skal hele forsyningskæden arbejde tæt sammen om at skabe grøn forandring, der kan lette branchens klimaaftryk – hellere i dag end i morgen,” fortæller Mikkel Østergaard Kruse.

En konkret udfordring er, at mange af BWS’ kunder i dag ikke kender højden på deres pallegods. Data om godshøjden er helt afgørende for at kunne planlægge, hvor der skal sættes ind. Og skal forandringerne skabes, er der nogen der skal gå forrest.

”Hvis vi for alvor skal rykke på den grønne omstilling, skal vi ændre mind-set og prøve nye ting af sammen med vores kunder – gennem hele forsyningskæden. Formår vi at gøre det målrettet, hurtigt og effektivt – kommer vi alle til at få andel i de gevinster, der kan opnås fx ved dobbeltstabling, både de økonomiske og de klimamæssige”, slutter Mikkel Østergaard Kruse.